”Når Kunsten Danser”
Peter Mølsted - Soloudstilling i Galleri Bredgade 22.
En udstilling med svævende mobiler, lette skulpturer og store malerier - Værkerne er lidt som Haiku digte – enkle, men ikke simple, som medrivende toner, dansende med rytmiske bevægelser, som en hyldest til livet og kærligheden.
At skildre dansen i kunsten - det lyse, lette og sensuelle.
Min kunst er inspireret af dans og musik og er skabt for at bringe smittende livsglæde og eftertænksomhed – Værkerne udtrykker menneskelige følelser, energi og intensitet, ærindet er at få os til at fokusere på de smukke, frække og bløde sider af tilværelsen.
Det er bevægelse, den fysiske og følelsesmæssige der fascinerer mig, jeg er optaget af hvordan man kan udtrykke sig stærkt og følelsesfuldt i musik og dans uden ord i et universelt sprog på tværs af kulturer, fysiske grænser og generationer.
I de seneste år har jeg udviklet min ”kalligrafiske” malestil med rytmiske og lette figurer, hvilket går igen i skulpturerne og mobilerne som er konstrueret som svævende, dansende rytmer og bevægelser, der skal udtrykke dansens sanselighed, vildskab og poesi.
Mine værker er ikke traditionelt figurative men abstrakte som et stykke musik med tydelig inspiration fra mennesket og naturen, hvor jeg prøver at gribe nuet med sjov, alvor og nysgerrighed.
At nå hen til det helt enkle udtryk og turde lade det stå i al sin sitrende sårbarhed har jeg arbejdet støt henimod de sidste år, og jeg er nu klar til at vise mine værker i en større offentlighed.
Udstillingen er en revival til billedkunsten efter mange år i tv-branchen.
Efter en aktiv karriere som ung billedkunstner arbejdende med store jernskulpturer blev jeg i 1985 grebet af tv-mediet. Har arbejdet som tv-producer og fotograf med musikproduktioner, reklamefilm m.m. samt senere med udvikling af digital-tv på internationalt plan. For ca. 10 år siden vendte jeg tilbage til billedkunsten med fuldt fokus og ny energi.
Uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi, Master of Fine Arts (1971 – 78)
Website Galleri Bredgade 22: https://bredgadecph.dk/